Noveller

Alle novellerne er samlet i bogen ‘Så længe jeg skal ind ad din dør’. Fra 21. oktober 2014 kan du gratis læse novellerne på biblioteket, på e-reolen eller på saxo.com. Du kan også høre novellerne i mp3 format her på siden. 

Fra december 2014 kan du købe bogen non-profit på saxo.com

Det er ti meget forskellige noveller, der er kommet ud af projektet ‘Stemmer til et stumt fag’. Novellerne indeholder alt fra kærlighed, spænding og overnaturlige elementer til barsk realisme og sansende refleksioner.

Men fælles for fortællingerne er beskrivelsen af forholdet mellem sosu-medhjælper og borger og det levede liv, som borgerne gemmer på, og som sosu’en både frivilligt og ufrivilligt involveres i.

To mennesker mødes
I Jesper Wung-Sungs åbningsnovelle åbenbares en 
dyster familiehemmelighed for hjemmehjælperen Joakim. Hos Charlotte Weitze er det en gammel kærlighedshistorie, der oprulles for hendes hjemmehjælper, mens Thorstein ThomsensCitat6 Betina kommer så tæt på en borger, at hun bliver tilbudt en ikke hel lovlig mulighed, der kan ændre hendes liv for altid.  

Hos Anna Grue forfølges hjemmehjælperen Liselotte af en ensom pårørende, mens Peder Frederik Jensens nystartede sosu-elev omvendt skal forholde sig til at blive kaldt ”dumme neger” og ikke at kunne leve op til den tidligere ”Bjarne, med fehåret og de store guldringe”.

Tiden i det hele 
Tiden spiller desuden en rolle i alle novellerne.

Fortiden, tiden der går, og tiden der skal passes. Et bad er lig 45 minutter lærer vi af Jacob Skyggebjerg. Lea Løppethins sosu-medhjælper kalder sit arbejde for “at producere dage, hvor tiden er inddelt”, mens tiden helt er forsvundet for Anne-Cathrine Riebnitzskys alkoholiske borger Søren. Citat7

Hos Juliane Preisler møder vi sosu’en Anita og ser gennem hendes øjne en række plejehjemsbeboere. Anita er holdt op med at drømme om natten, for der er ikke plads til det med alt det andet, mener hun.

Og endelig er der Søren og Lotte Hammers sosu Susan, der har en mere end almindelig fornemmelse, når det gælder andre menneskers levetid.