Jesper Wung-Sung

Wung1

Jesper Wung-Sung (1971) skriver bøger til både børn, unge og voksne.

Han debuterede i 1998 med novellesamlingen ‘To ryk og en aflevering’, som han vandt Bogforums debutpris for. I 2003 blev bogen lavet som film, hvor Wung-Sung selv var med til at skrive manuskriptet.

Wung-Sung har siden vist sig som en meget produktiv forfatter, der har udgivet i alt fire novellesamlinger, fire romaner og adskillige børne- og ungdomsbøger.

Hans værker beskæftiger sig med den maskuline figur i livets forskellige faser. Fra barndommens lege og forestillingsverden over ungdomslivets forelskelser og venskaber til voksenlivets  kriser, traumer og tilbageblik. Wung-Sungs skrivestil er præget af humor og realisme, og det er ofte hverdagens helte, der udfolder sig i deres provinsielle omgivelser.

Wung-Sungs seneste værk, ungdomsromanen ‘Ud med Knud’, udkom i slutningen af september 2014.